Ventetiden før jul kan give børns fantasi noget at arbejde med, længe før gaverne ligger under træet. En lukket æske, en underlig lyd fra loftet eller en figur, der har flyttet sig siden i går, efterlader et hul i fortællingen. Det kan barnet selv fylde ud. Det kræver hverken en omfattende nisseforestilling eller nye overraskelser hver morgen. Ofte er de små detaljer nok, især når de får lov at stå uforklarede lidt endnu.

Ventetiden før jul må gerne rumme ubesvarede spørgsmål

Når et barn spørger, hvordan nissen kommer gennem en låst dør, ligger det lige for at give en forklaring. Men et hurtigt svar kan også lukke en historie, som barnet var på vej til at bygge videre på. Du kan vælge at give et færdigt svar, se mulighederne sammen med barnet eller lade spørgsmålet stå åbent lidt endnu. Prøv i stedet at spørge, hvad barnet selv forestiller sig. Måske bliver nøglehullet til en tunnel. Måske kan nissen folde sig sammen som papir. Begge forklaringer giver noget at lege med.

Kunsten er at vise interesse uden at gøre samtalen til en prøve. Barnet skal ikke finde på noget særligt originalt eller forklare, hvordan det hele hænger sammen. En enkelt bemærkning ved morgenbordet kan være nok. Hvis historien først fortsætter på vej hjem fra børnehaven, behøver du ikke bringe den på bane inden da. Pausen hører også til legen.

Små spor giver fantasien noget konkret at gribe fat i

En fortælling bliver nemmere at lege med, når noget i rummet peger ind i den. Det kan være en lille stige af kviste, en vante i dukkestørrelse eller et brev med et hjørne, der ser ud til at være bidt af. Vælg få detaljer frem for at fylde hele køkkenet med melspor. Så er der plads til, at barnet selv får øje på noget og bestemmer, hvad det betyder.

Et spor behøver heller ikke have én bestemt forklaring. En rød tråd ved vinduet kan komme fra en nissehue, men den kan også være et reb til en bitte lille slæde. Lad barnets forslag få betydning for det næste, der sker. Hvis tråden bliver til et reb, kan der nogle dage senere ligge en lille knude ved siden af. På den måde hænger fortællingen sammen uden et færdigskrevet manuskript.

Gentagelser skaber en ramme om ventetiden før jul

En tilbagevendende handling kan holde en julefortælling i gang, selv når der ikke sker noget nyt hver dag. Måske står der en tom tændstikæske ved vinduet hver søndag, som barnet lægger en tegning i. Eller også læser I det samme korte brev igen, fordi en bestemt sætning stadig virker mærkelig. Gentagelsen giver legen et genkendeligt holdepunkt, mens indholdet kan skifte.

Ritualet behøver ikke vokse, efterhånden som december skrider frem. En beskeden ramme kan tværtimod være lettere at holde fast i på dage med indkøb, vasketøj og sene eftermiddage. Aftal eksempelvis, at der kun kommer nyt fra nissen i weekenden. På hverdagene kan barnet bygge videre, tegne eller blot kigge efter spor. Så bliver ventetiden ikke en række opgaver, som en voksen skal nå at forberede.

Løse materialer lader barnet bestemme fortællingens form

Et færdigt julelandskab fortæller allerede en del om, hvordan legen skal se ud. En bakke med papstykker, snor, stofrester og tomme æsker lægger mindre fast på forhånd. En lille æske kan blive til et posthus, en seng eller et sted, hvor nisser opbevarer tabte knapper. Resultatet behøver ikke ligne noget, en voksen havde forestillet sig. Barnet kan skrive »se adventsgaver her« på et lille skilt til nissens gaveværksted og selv finde på, hvad der bliver lavet derinde.

Stil en overskuelig mængde materialer frem, og lad byggeriet blive stående, hvis pladsen tillader det. En halvfærdig bro kan få en funktion dagen efter. Du kan hjælpe med at holde pappet, mens barnet sætter tape på, uden at rette skæve vægge eller foreslå et mere naturtro tag. Vælg materialer, der passer til barnets alder, og undgå små dele, hvis yngre søskende også har adgang til legen.

Den voksnes rolle er medspiller frem for instruktør

Det kan være fristende at styre julelegen mod et flot resultat. Brevet skal have den rette ordlyd, nissehuset skal stå pænt, og historien skal passe med det, der skete i går. Men barnet kan være optaget af noget helt andet. Måske er husets vigtigste rum en garage til en flyvende støvsuger. Så er det dér, legen foregår, selv om garagen ikke ser særlig julet ud.

Som medspiller kan du følge barnets idéer og komme med små bidrag. Spørg, hvor støvsugeren lander, eller tilbyd en paprulle til dens motor. Hold dog igen med spørgsmålene, så barnet ikke skal fortælle og forklare hele tiden. Nogle børn viser deres idéer gennem handling snarere end ord. At sidde ved siden af og klippe en åbning efter barnets anvisning kan være deltagelse nok.

Søskende behøver ikke tro på den samme historie

I en familie kan ét barn være optaget af, om nissen virkelig findes, mens et andet allerede kender de voksnes rolle. Det behøver ikke standse legen. Det større barn kan være med til at lave rekvisitter eller skrive et brev, hvis det har lyst. Rollen skal være en invitation, ikke en pligt til at bevare en bestemt stemning for de yngre.

Når et barn spørger direkte, om det er dig, der har flyttet nissen, kan du svare ærligt og samtidig skelne mellem virkelighed og leg. I kan stadig lege, at figuren har været på nattevandring. Barnet behøver ikke tro, at noget virkelig er sket, for at lege videre med tanken. Giv også plads til den, der helst vil se på. At følge med fra sofaen er en anden måde at være med på.

Spænding skal kunne skrues ned igen

Ikke alle børn synes, at usynlige gæster om natten er hyggelige. En nisse, der flytter ting, kan være morsom ved morgenbordet og ubehagelig ved sengetid. Læg mærke til, om barnet begynder at spørge gentagne gange til låste døre, lyde eller ting på værelset. Så kan I ændre fortællingen helt konkret. Nissen bliver i køkkenet, figuren står stille om natten, eller de voksne fortæller, hvordan sporene bliver lavet.

Undgå at lade julefigurer overvåge barnets opførsel og afgøre, om der kommer gaver. Det giver fortællingen en anden opgave end leg. Lad i stedet spændingen handle om noget afgrænset og ufarligt, eksempelvis hvem der har gemt en papirhue. Barnet må gerne kende løsningen eller bede om en pause, uden at den voksne forsøger at holde mysteriet i live for enhver pris.

En ufærdig fortælling kan få sit eget værksted

Når juleaften nærmer sig, behøver alle fortællingens tråde ikke blive samlet i en stor afsløring. Barnet kan stadig være optaget af nissens transportmiddel eller af, hvem der bor bag en tegnet dør. Giv de idéer en praktisk plads. En skotøjsæske kan rumme breve, kort, figurer og små opfindelser, så de ikke forsvinder under gavepapir og oprydning.

Lad barnet vælge, hvad der skal gemmes, og hvad der gerne må skilles ad. Skriv eventuelt barnets forklaring på bagsiden af en tegning med barnets egne ord. En streg gennem huset kan vise sig at være en elevator og ikke en fejl. Hvis legen fortsætter efter jul, kan æsken tages frem uden nye indkøb eller overraskelser. Der ligger allerede materialer og historier, som barnet selv har givet betydning.